Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogisk idræt og natur er omdrejningspunktet for arbejdet

Børnene kan selv

Gennem fokus på kroppen og barnets egen formåen, lader vi barnet øve sig så meget som muligt. Vi voksne står til rådighed til at hjælpe, hvis ting bliver svært, men børnene får lov til selv at prøve først og udvikle egne kompetencer. 

Det er med til at skabe en bedre selvtillid, når barnet oplever at kunne mestre og troen på sig selv udvikler også et bedre selvværd. Dette er med til at give børnene gå på mod i hverdagen og de har derved bedre overskud til at lege med de andre børn. 

Relationer skabes gennem leg

Legen har en stor betydning for barnets udvikling og det er igennem legen, at barnet udvikler evnen til at indgå i relationer, lærer at indgå kompromis, er nysgerrig og går på opdagelse.

Personalet går foran og viser vejen, men samtidig leges der med børnene, så den børneinitierede leg kommer i fokus. De voksne omkring barnet, er med til at forstørre legen gennem  deltagelse og opmuntring.

Pladsen og muligheden for at udvikles gennem motorik og bevægelse sker bedst i uderummet, hvor der kan leges vildt og med store armbevægelser. Gennem planlagte lege arbejdes der med motorisk udvikling, men altid med det pædagogiske element for øje, det vil sige relationen barn – voksen og barn – barn.

Aldersrelateret arbejde med mindre børnegrupper

Yngste grupper har særligt fokus på at skabe relationer mellem børnene. Gennem faste rutiner, leg i mindre grupper, sanglege, motorikbaner, små aktiviteter, gå på opdagelse i området med videre, lærer børnene hinanden og hverdagen at kende. Samtidig udvikles deres motoriske færdigheder, sproget og ikke mindst sociale kompetencer.

Mellemste gruppe bygger videre på relationerne, hvor børnene i højere grad leger sammen i rollelege og små fællesskaber. Gennem strukturerede aktiviteter og leg øver børnene forskellige færdigheder som at male, lytte til højtlæsning, gå på tur i naturen og bruge kroppen til aktivitet. Fokus er stadig på udvikling af motoriske færdigheder, sproglig forståelse og relationer i fællesskabet.

Ældste grupper arbejder med hop om bord på legeøen, som er et læringsredskab, hvor legen stadig er i fokus. I mindre grupper leger børnene mere komplicerede lege og de sociale relationer afprøves. Gennem små styrede aktiviteter, lege og ture ud af huset udvikles børnene til at indgå i forskellige fællesskaber. Særligt fokus på skolebesøg og den gode overgang præger også tiden i ældste gruppe.

Fælles læring for hele børnegruppen

Aldersgrupper leger på tværs i løbet af dagen, hvor børnene fra morgenstunden kan fordele sig rundt i huset og indgå i forskellige aktiviteter eller relationer på tværs af grupperne. Det betyder, at de små kan lære af de store og omvendt.

Motorikrum og legeplads indbyder til bevægelse, hvor børnenes motoriske udvikling styrkes. Dette ses både gennem den voksenstyrede og børneinitierede leg.

Legen ude i de mindre rum i huset og ude på legepladsen giver plads og ro til fordybelse i mindre legegrupper og til mindre voksenstyrede aktiviteter. For eksempel at male, tegne, konstruere, gynge, bålaktivitet og hulebygning.

Vekslen mellem den voksenstyrede aktivitet og deltagelse i leg foregår over hele dagen, brudt af faste rutiner som spisning, middagslur, toilet og af/påklædning.