Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Idræt, natur og tryghed er pædagogisk fokus i Olympia

Relation er omdrejningspunktet

Nærvær, tryghed og omsorg prioriteres meget højt i hverdagen. Vi arbejder nærværende med jeres barn og børnegruppe i tæt samarbejde med jer forældre. Der skal altid være plads til trøst og knus eller sidde hos en voksen, hvis man har brug for det.  

Legerelationerne mellem børnene er i fokus i hverdagens aktiviteter, lege og rutiner som spisning, garderobeaktivitet med mere. Alle børn skal være en del af fællesskabet, hvilket betyder, at vi arbejder med små relations grupper og princippet om at alle må være med i legen.

Anerkendelse og respekt gælder for alle børn og der er plads til forskelligheder. Det betyder, at nogle børn har brug for mere støtte end andre, hvilket ses i det daglige arbejde i børnehaven.

 

Idræts- og naturprofil som pædagogisk værktøj

Bevægelse i hverdagen ude og inde samt tur ud af huset, udvikler børnenes motorik, sanser og sociale samspil. Legens betydning for det lille barns udvikling er i fokus med understøttelse af de voksnes relationer. I Olympia leger vi alle sammen og det er vigtigt, at vi voksne er med i legen som rollemodeller og viser nærvær.

Aktiviteter vægtes ud fra viden om, at de tager udgangspunkt i børnenes udvikling og det enkelte barn, så det giver mening, at være deltagende. Vi støtter op om barnets behov og ser det enkelte barns kompetencer.

Udeområdet som legeplads og nærområde bruges til leg i mindre grupper eller til større aktiviteter, som besøg i nedlagt grusgrav, park eller trafiktræning. Vi vægter brugen af cykler som benyttes flittigt på legepladsen og til tur ud i natur, skolebesøg med videre.

Det blå flag hænger og vejrer i flagstangen som vidne på arbejdet med bevægelse i naturen, hvilket fornyes hvert år sammen med friluftsrådet. Børnehaven er certificeret som idræts- og naturbørnehave gennem VIA University College og Dansk idrætsforbund, hvilket betyder at vi arbejder systematisk med dette.

 

Fakta om Olympia

3-6 års kommunal børnehave beliggende i Svenstrup med gåafstand til park og natur. Vi har plads til 55 børn og er 8 personaler fordelt på 1 leder, 4 pædagoger, 1 pædagogmedhjælper, 1 pædagogisk assistent og 1 studerende.

Børnene er aldersopdelt i tre grupper til gruppedage, samling og spisning, men har ellers mulighed for leg på tværs i uderummet og fra morgenstunden.

I er altid velkommen til at komme og se vores institution efter aftale. I er også velkommen til at benytte vores legeplads uden for åbningstid.